Translate

Translate

søndag den 2. juni 2013

Sidste skoledag

Fredag d. 31/5 var sidste skoledag på Kragelundskolen

Vi startede dagen med morgenmad hos en af mine klassekammerater. Alle var klædt ud, lærerne var med, og humøret var højt. Jeg selv var klædt ud som engel, og alt i alt er jeg godt tilfreds med mit kostume valg.
Omkring klokken 8 gik turen mod skolen. Vi kastede karameller og vandballoner. Det var så underligt at stå som de store og kaste karameller, helt uvirkeligt!
 Vi spillede fodbold mod lærerne(eleverne vandt!!), og vi viste vores revy med stor succes. Skoledagen var perfekt, og vejrguderne var på vores side.

Efterfølgende drog vi mod mindeparken, hvor 9. klasser fra hele Århus området var mødt op. Solen skinnede, folk var glade, og man fik snakket med en masse søde og nye mennesker. Jeg så et par stykker fra EF weekenden og fik da også sagt hej til en af dem.
Om aftenen spiste klassen sammen, inden vi tog til fest med en masse andre afgangsklasser. Hele aftenen forløb perfekt, og det var en helt uforglemmelig dag.
Nu er det blevet søndag, og jeg er ved at forberede mig til første mundtlige prøve, som er på fredag. Det er engelsk, så jeg håber på det bedste!

Tiden går, og der er kun små 50 dage til turen går mod USA! Jeg er rigtigt spændt, det føles som en klump i maven. Endnu en gang er der blevet sagt farvel til en masse mennesker, og det er så svært! Jeg hader at tage afsked, men man skal jo huske sig selv på, at der er 'på gensyn' og ikke 'farvel'. Et helt år på den anden side af kloden virker uoverkommeligt, og jeg har svært ved at få banket ind i mit hoved, at det er virkeligt. Jeg er så spændt, at jeg knap kan sove om aftenen.. Næste år bliver det fedeste nogensinde! 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar